Hello Lovelies
Jeg håber at I havde en super dejlig weekend. Det havde jeg i hvert fald. Jeg fik fejret min kæreste sammen med hans søde familie, så det var super hyggeligt. Udover det havde jeg min bedste ven Nicklas på besøg i fredags. Ham og Lasse fik snakket en masse om deres kommende karriere: politiet. I går havde Lasse og jeg hyggedag, vi var på Baresso, spiste pizza (yummy), fik min hjemmelavede hvide chokolademousse og så filmen Operation Argo med Ben Affleck. Den er faktisk super god den film. Må ærligt indrømme jeg aldrig har været meget for Mr. Affleck, men lige i den film her og Gone Girl var han god.
Jeg er begyndt at gå i fitness igen jo, jeg kæmper hårdt for at komme 100% til den raske sektor igen. Jeg nægter at leve med skavanker fra min ryg resten af livet. Man må sige min træning og genoptræning går godt. Jeg kæmper virkelig hårdt og nyder at være fysisk aktiv igen. Jeg træner rigtig meget ben og så træner jeg ryg hos Gentofte Sygehus – jeg tør ikke påbegynde mit eget “projekt ryg”, så det hjælper Gentofte mig med. Udover det svømmer jeg – men det er sjældent nu.
Men man må aldrig give op, tro mig, jeg har været i kulkælderen. Lige efter min prolaps tog jeg jo tid til mig selv og var meget sengeliggende, her tog jeg 8 kilo på. Jeg følte mig så øv efter al den tid jeg havde lagt i min krop – og det gik “syd” på bare 2 måneder. Derefter fik jeg grønt lys til at træne dengang.. Første gang jeg var i fitness var der en dame på løbebåndet der grinte af mig (hemmeligt, men fangede hende i øjeblikket), jeg blev så ked af det at jeg styrtede ned i omklædningen og græd. Jeg var en gang hende der kunne alt i fitness og nu kunne jeg ikke en gang løfte en håndvægt. Der spurgte jeg mig selv: “vil du give op og ligge i fosterstilling og gå helt ned? Eller vil du kæmpe dig op der hvor du en gang var?”. Med støtte fra min kæreste er jeg nu tilbage, og jeg ELSKER det.
Men vejen for mig er slet ikke slut. Jeg har en del vej igen, men jeg holder hovedet højt. Det her skal ikke definere mig eller mit liv. Jeg kæmper videre og skal nok få den bedste form i mit liv. Så længe jeg tror på det, arbejder for det, får støtte fra de vigtigste og holder hovedet højt – så er jeg tilbage inden 6 måneders tid. Jeg har lært meget af denne skade, både fysisk og psykisk. Samt indset hvad der er vigtigt her i livet: familien, vennerne og kæresten. Ikke hvilket tal der står på din vægt…