Lovelies

For det første TAK fordi I læser bloggen. Det betyder så meget og jeg værdsætter jer virkelig. At I finder denne blog spændende og hjælpsom er for mig fantastisk – for vi mennesker skal støtte og hjælpe hinanden.

Nu er Lasse snart færdig med Den Kongelige Livgarde, faktisk allerede på fredag. Så bliver han aftrådt til civil igen. Det er HELT vildt at der allerede er gået otte måneder. Tiden er fløjet afsted. Ham og jeg er vokset på hver sin måde. Han er blevet mere selvstændig, struktureret og har fået nye kammerater. For ham har det været en rigtig god oplevelse.

Det samme har det for mig. Dog har der været rigtig mange tårer, rigtig mange udbrud og rigtig meget bekymring. Men jeg er vokset. Selv blevet mere selvstændig, fundet mig selv igen og haft en kanon tid med mine venner og veninder. Jeg sagde til mig selv at dette var en form for prøvelse på hvor stærkt vores forhold var – og det var stærkt. Vi har støttet hinanden, heppet på hinanden og kommet meget tættere på hinanden. Nu ser jeg frem til en tid hvor ham og jeg lærer hinanden bedre at kende, vi har i hvert fald gjort os mere end fortjent til det.

Så til alle jer damer hvis mænd begynder på Høvelte 1. december, fortvivl ikke. Hvis I skal være sammen i følge universet – så klarer I også denne forhindring trods op og nedture. I får oplevelser begge to som ikke ville ske uden Livgarden. Så hovedet højt og tag det som en oplevelse og en mulighed. Jeg ved man tit vil slå i bordet og råbe “fuck det hele!” – men det skal nok gå. Ellers skriver I bare.

Lovelies

Alle ønsker det eventyr vi finder i Disney film eller i biograferne, men det er og kan ikke altid være sådan. Det eneste vi kan håbe på er at vi kommer til at grine mere end vi kommer til at græde. At vi finder en som ubetinget elsker os for den vi er og selv er typen der ved at folk er unikke. Når man finder en som man falder i hak med 100% så skal man takke Gud, for det er en sjælden begivenhed. At man kan være sig selv, grine og græde og sidde uden makeup og med Nike sweatpants på. Det er den bedste følelse i verden, at have en man kan være sig selv omkring. Jeg har desværre haft kærester hvor man skulle se lækker ud konstant og var bange for at ligne.. ja.. et menneske?

Vi kan ikke altid ligne en million, dét pres er meget at pålægge sig selv. Samt desuden har vi brug for at være menneske sammen med et andet menneske. Vide vi er elsket ubetinget – jeg får helt tårer i øjnene, for det er virkelig en fantastisk følelse. Hvem man så har den følelse med er underordnet.. om det er en bedste ven eller veninde, en kæreste eller familie. Men dog alligevel, så vil man meget gerne leve sine dage sammen med en der elsker en for den man ér! Jeg er heldigvis i sådan en situation. Han elsker mig for den jeg er, min personlighed. Dog ja, spiller det fysiske en rolle – men det vigtigste er at det ikke er altafgørende, for er det dét – er det nok et forhold der ikke varer for evigt.

For som en smuk kvinde synger: will you still love me when I shine, from words but not from beauty? For det er dét man skal stræbe efter og ikke stille sig tilfreds med andet. For der kommer på et tidspunkt hvor man ikke ligner den man en gang gjorde, derfor skal kærligheden have rod i ens personlighed. For at være sammen med en unik, en sjæleven er en gave fra Gud. Så sjælden at når og hvis man får den, så skal den værnes og passes på til ens sidste vejrtrækning.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bliver meget rørt af at skrive dette indlæg. Jeg tror det er fordi jeg har fundet ham jeg tror på. Jeg håber også han tror på mig. Et forhold er ikke en dans på roser, tværtimod – man skal kæmpe for det. Folk idag er blevet for gode til at give op på kærlighed, så snart man møder lidt modgang eller et problem, så giver man op. Er kærlighed ikke værd at kæmpe for? Er livet ikke værd at kæmpe for? Jo det er fandme så! Så kæmp – kæmp for det som får jer til at smile, selvom det en gang i mellem får en til at fælde en tårer.

Lovelies

Læsertalene stiger – det gør mig så glad at I finder læsestof i denne blog. Jeg er glad for folk værdsætter de spørgsmål jeg stiller livet og at jeg tager vigtige problemer op, som mange desværre ikke gider belyse. Jeg er stor fan af Lana Del Rey, altså uhyggelig stor fan. Jeg elsker at bag hvert nummer er der en historie. En historie som hun kun kan fortælle ved hjælp af musik – for ellers kan hun ikke fortælle den. Bag et hvert Del Rey nummer kan man føle hendes følelser og mærke hvad hun har været igennem for at dette nummer blev til. Lana Del Rey er fuldkommen fantastisk, hun finder hendes fremtid i fortiden.

Jeg er meget glad for mange af hendes numre, men et som taler meget til mit hjerte er “Born To Die”. For ja, vi er desværre født til at dø. Men det ved vi jo godt? Det vidste vores forældre også godt første gang de holdte os i deres arme. Det skræmte dem nok mere end noget andet. Men livet er værd at dø for. Som Lana Del Rey synger i “Born To Die”: The road is long, we carry on, try to have fun in the meantime. 

Hvad mener hun lige med det? Min forklaring er denne:
Vi har alle et liv der skal leves, vi håber selvfølgelig alle på et langt et – jeg gør i hvert fald. Men som en del af livet er der mange nedture og negative perioder vi skal igennem. Disse perioder kan man ikke komme uden om. Derfor er det vigtigt at have et godt sikkerhedsnet omkring en. Men som hun nævner “we carry on”, det er nemlig det vi gør – vi fortsætter. Uanset hvor meget smerte en hændelse bringer os bliver vi nødt til at fortsætte, for hvis vi stopper hvad sker der så? Så stopper livet, og så sætter vi en potentiel stopklods op for de glæder vi kunne have oplevet. Glæderne er dét der holder os i live.

Efterfølgende synger hun så smukt “try to have fun in the meantime”, nemlig! Vi skal prøve at have det sjovt uanset hvad vi gennemgår. Livet stopper ikke, det må simpelthen ikke stoppe og det er så helvedes vigtigt vi sørger for at det fortsætter. Der er så mange glæder vi skal nå, så mange ting vi skal se og så meget vi skal opleve. Derfor må man simpelthen prøve at holde hovedet højt gennem svære perioder – for uanset HVAD – så kommer man igennem på den anden side… så længe man bare ikke giver op!

Men til jer mine kære læsere? Har I en kunstner som taler til jer på en helt anden måde end andre? En som bare kan tage ord ud af jeres mund og lave det til en sang? En som bare rammer jer dybt inde i hjertet og efterlader jer måløse? Min kunstner er Lana Del Rey og det tror jeg… det fortsætter med at være…

Lovelies

Man får tit af vide man skal værdsætte livet, at nyde det til det sidste… og jeg er fuldkommen enig. Men når man sidder i mørke perioder er det bare svært at se det positive og nyde livet fuldt ud. Min bedsteven sagde “Giv dig selv noget at se frem til, om så du skal gøre det hver dag.” Min bedsteven har selv haft en svær periode og det havde han sidste år. Jeg støttede ham fuldt ud og forstod på dét tidspunkt ikke hvad han gennemgik. Men det gør jeg nu. Men til dem der ikke har været igennem det, bebrejd ikke jer selv for ikke at kunne sætte jer i deres sted. Man kan ikke forestille sig følelsen, man bliver selv nødt til at have prøvet det.

Men sæt nu at man fik hjertestop lige nu (Gud forbyde det). Hvad ville man have gjort anerledes? Hvad glemte man at sige? Hvem glemte man at værdsætte? Hvad har man ikke opnået endnu? Alle disse spørgsmål har et svar og disse svar er værd at leve for! Man skal altid have følelsen af fred, dybt inde i sig selv, helt inde i hjertet skal der være fred. Dét er den bedste følelse der findes. Jeg lever for mange ting og mange mennesker. Jeg glæder mig til den dag jeg bliver forlovet, den dag jeg forhåbentlig skal giftes med Lasse, når jeg skal se mine søskende giftes… Men dog glæder jeg mig allermest til den dag hvor jeg skal fortælle Lasse han skal være far (Shhhh, han vil helst ikke høre for meget på det lige nu ;-)) Jeg har så meget at leve for og så meget at se frem til. Bare at jeg skriver det sort på hvidt gør at jeg smiler som en sindsyg!

Så stil dig selv disse spørgsmål og husk svarene – for det er dem du lever for. Man skal se nye lande, opleve fantastiske steder, opleve flere tusinde hyggelige familiearrangementer! Der er så meget at se frem til hver dag. Men ja, de kommer ikke lige fra dag til dag. Man skal gøre sig fortjent til dem og have tålmodighed. Ligesom alt andet. Snart er min kæreste færdig med Livgarden og så bliver det en helt ny hverdag for ham og jeg. Jeg glæder mig til at have ham lidt mere end 72 timer om ugen. Desuden er julen rundt om hjørnet, der skal jeg sætte fokus på mine nærmeste – det bliver fuldkommen fantastisk!

Så til jer mine kære læsere, giv aldrig op. Husk på jeres svar og lev fuldt ud hver dag, selvom det ikke hver dag er lige let. For en dag er det slut for enten dig eller dine nærmeste – dette er desværre sande facts. Så derfor er det så forbandet vigtigt AT LEVE HVER DAG. Don’t Just Survive – Remember To Live.

Godeftermiddag Lovelies

Jeg er så glad for at se mine læsertal går højere og højere op, samt at jeg får en del emails ind i indbakken. Dét at I læser mine indlæg og tager stilling til dem, samt kommer med jeres egen mening – det er fuldkommen fantastisk. Det gør mig så glad. Samt at det værdsættes at bloggen ikke er om Louis Vuitton tasker eller Chanel parfumer, men faktisk handler om det at være menneske.. Forvandlingen fra ung til voksen og de forhindringer man møder. Men dette indlæg er til endnu en forhindring – følelsen af håbløshed…

Følelsen af håbløshed er for mig nok den værste følelse der findes. Den gennemborer hver centimeter af din krop og påvirker ekstremt meget din psyke. Det med at der ikke findes nogen udvej og at det hele bare kan være ligemeget. At man lige så godt kan give op og bare pakke sin taske og rejse mod et bedre sted. Nogle gange kommer de perioder hvor alting bare ramler, om så det er arbejdet, generelle problemer eller det økonomiske – der kommer altid lige en periode hvor alting ikke lige falder i “hak” med ens reelle planer.

Jeg er desværre i sådan en periode lige nu. Uanset hvad jeg prøver eller hvad jeg gør – så kommer der bare mere negativitet min vej end positivitet. Det er så ufattelig drænende og jeg er ved at blive “sindsyg”. Jeg prøver hele tiden at hive mig selv op, men en eller anden i mit hoved vil konstant hive mig ned. Det er en “positivitets blokade” som jeg kalder det min hjerne har gang i. Jeg har ligesom alle andre sorger og bekymringer – mine er bare på det sidste vokset en del og jeg har fået lidt for meget af begge dele. Så desværre har følelsen af håbløshed ramt mig.., men som alle de andre gange skal jeg nok komme igennem det. Denne gang er bare noget mere seriøs end de andre.

Når man rammes af sådan en periode er det vigtigt ikke at lægge pres på en selv. Eller for Guds skyld bebrejde en selv for at være ekstra sårbar. Det er helt okay og alting skal nok gå – på den ene eller anden måde. Jeg har et rigtig godt sikkerhedsnet som hedder: min kæreste, min familie og mine bedstevenner. De ved godt hvordan jeg har det og ved de kun er et opkald væk. Man må aldrig være alene i disse perioder, for det gør mere skade end gavn. At mærke man er menneske og har brug for et andet menneske – det er helt naturligt og er intet man skal skamme sig over. Så lige nu skal en dag tages af gangen, og der skal tænkes på at solen altid skinner bag skyerne.

Hvad gør I mine kære læsere i sådanne perioder? Tør I tale om dem eller ligger I dem bare væk? Gemmer dem under tæppet så glansbilledet ikke krakelerer?